Fondens formål
Niels Due Jensen´s almennyttige fond arbejder for, at det danske hospitalssystem skal tilbyde danske nyrepatienter, som er godkendt til nyretransplantation i Danmark og har en ikke matchende donornyre godkendt til transplantation i Danmark, at de kan få tilbudt at indgå i et udenlandsk nyrebyttesystem.
Endvidere arbejder vi for, at staten vil afholde de omkostninger, som er forbundet med en transplantation i udlandet. Naturligvis under forudsætning af, at den pågældende patient ikke modtager eller forventes at kunne modtage en donornyre i Danmark inden for rimelig tid.
Indtil de danske nyrepatienter får denne rettighed, vil Niels Due Jensens almennyttige fond hvert år donere midler til at støtte personer med bopæl i Danmark, der ud fra en samlet vurdering af egne økonomiske ressourcer og helbredsmæssig tilstand, har et akut behov for udgiftskrævende behandling til nyretransplantation, samt eventuelt, i en overgangsperiode, støtte den enkelte patients rekonvalescens.
Patienten forventes at have en levende organdonor, men som ikke vævstypemæssigt passer. Er du i målgruppen, kan du sende en begrundet ansøgning med kort beskrivelse af din situation, hvorefter to speciallæger i nyresygdomme vil foretage en fortrolig situationsvurdering af din nyresituation, inden den forelægges for fondens bestyrelse.
Minna Due Jensen, Formand